Et fødselsdagsønske

En simpel fin lampe ønsker jeg mig! Denne er fra Ellos.

En ud af fem

Første dag på arbejde efter endt sommerferie. Om jeg har haft en god ferie? Ikke rigtig, jeg endte nemlig med at blive en del af en kedelig statistik.

 Jeg synes, at det seneste år for mig har været så godt. Jeg har opnået mange ting og så mange dejlige ting er sket og derfor turde jeg næsten ikke at tro på det, da jeg var gået over tid. Faktisk gik jeg 9 dage over tid, før jeg turde tage en test. Og turde er det helt rette ord - jeg var bange for, at det var falsk alarm. Men testen viste positivt!

Så en lægetid blev bestilt og de nærmeste fik besked og som ugerne gik fik flere og flere besked. Men som ugerne gik blev der også taget flere og flere tests. Jeg pletblødte lidt. Lægen var ikke så nervøs, fordi det havde jeg også bøvlet med inden. Og alle testene var også positive. Men ved nærmere eftertanke, så havde jeg alligevel en ret dårlig fornemmelse, men den blev skubbet i baggrunden, fordi de dumme test var positive - og jeg desværre ikke havde en større viden på området og derfor beroligede mig selv med, at alt måtte være godt.

I uge 10+5 blev den sidste test taget. Stadig positiv. Vi tog ud og spiste med venner, fortalte den gode nyhed. Blødningen tog lidt til. Vi tilbragte endnu en god aften med venner. Jeg sov elendigt, kunne ikke falde i søvn og vågnede tidligt. Carla kom hjem fra sin far og nu skulle vi endelig holde en uges ferie sammen.

Vi aftalte, at jeg skulle ringe til lægen dagen efter, bare for at være sikker. Hun spurgte, om jeg havde ondt - nej - GODT! Har du graviditets symptomer? Ikke rigtig. Er du ikke træt? Nårh joo. GODT! Men jeg fik lige en tid til scanning senere på dagen, bare for at være sikker.

Af en eller anden årsag, tog jeg alene derind. Måske var vi ret sikre på, at der ikke var noget alvorligt?

Men desværre, så kunne de konstatere, at det der var inde i min mave ikke stemte overens med, at jeg skulle være i uge 11. Så måske var jeg blevet senere gravid end jeg troede? Det vidste jeg dog, at det ikke var en mulighed. Desværre.

Det er lidt uvirkeligt det hele. Man beroliger sig selv med, at det var godt, at det skete nu, frem for senere - og at fostret sandsynligvis fejlede noget. Men samtidig er der også en dårlig samvittighed. Kunne man have gjort noget anderledes? Det er ikke en tanke, som jeg plager mig selv unødvendigt meget med, men selvfølgelig dukker den op. Og samtidig tænker jeg også, kan jeg blive gravid igen? Fejler jeg noget?

Men det jeg har det mest skidt med er, at forstret stoppede med at vokse omkring uge 6 og at jeg derfor i 5 uger har troet, at jeg var gravid. Jeg forstår ikke, at min krop ikke har udstødt den før.

Det ville bare være noget helt andet, hvis jeg havde fundet ud af det for over en måned siden.

Jeg er dog okay. Så er det ikke værre. Men derfor fylder tankerne stadig meget og med dette indlæg tænkte jeg, at jeg kunne komme ud med nogle af alle mine tankerne og få bearbejdet oplevelsen lidt.