At ens forældre ikke bor sammen betyder blandt andet dobbelt op på fødselsdage. Eller for Carlas vedkommende hele 4 af slagsen! Først hos far, så i børnehaven, på den aktuelle dag og senest i søndags for min side af familien.
Jeg gik fra Carlas far, da hun var 2 år og til en start var hun ved ham hveranden weekend fra fredag til søndag. Senere udvidede vi til, at hun allerede tog hjem til ham om torsdagen - og det var vel og
mærket på min forespørgsel. Helt ærligt, så synes jeg, at det var mega hårdt at være alene og klare alting selv. Men samtidig er der også en masse frihed forbundet med at være alenemor. Man er kun én om at træffe beslutningerne, på godt og ondt. Noget af det jeg især har nydt er, at vi efter job/bhv kunne gøre lige, hvad vi ville. Jeg behøvede ikke at cleare det af med en, hvis jeg havde lyst til at spise ved min søster, tage en spontan tur i storcenter eller andet.
Mange har spurgt mig, om det ikke hårdt eller svært, når Carla ikke er hos mig og jo, på en måde. Men jeg kan ikke ændre rammerne, så hvorfor bruge negativ energi på det? Da jeg skiftede arbejde og pludselig ikke arbejdede hveranden weekend længere, så havde jeg det faktisk overraskende svært. Savnede hende enormt meget og var plaget af dårlig samvittighed over at holde fri, hvor hun ikke var der. Jeg arbejdede også typisk 20-30 timer på en weekend, så tror jeg på den måde ubevidst har kunne skubbe savn og andet væk.
Men nu har jeg så fri i weekenderne og jeg har valgt at nyde det! Indimellem tager jeg en ekstra vagt, så jeg i stedet kan holde fri en hverdag med hende. Men ellers synes jeg, at det er enormt priviligeret for min kæreste og jeg, at vi har nogle dage, hvor vi er børnefri og kan tage ud at spise, drikke vin, sove længe.. Det burde alle forældre unde dem selv indimellem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar